Påklædningsdukker

Museum50 Papir - Papir Påklædningsdukker

Påklædningsdukker

Skrevet af Museum 50

Siden indeholder:
1: En foldemappe med PD´er fra 50´erne
2: En telefonbog med PD´er fra 50´erne
3: (ikke oprettet endnu)
4: Om Dorte Kortzau (1914 til 1978)

Påklædningsdukker 1. afsnit

Denne artikels første fortælling er ikke om de tre Kikse-Maria´er, men om en lille pige: Elsebeth der blev født i 1945, og som i sine første skoleår samlede på påklædnings-dukker fra firmaet Jensen og Møller A/S.

Sidst i Juli (2017) kom Elsebeth, som bor i Dollerup, på besøg og forærede Museum50 sin foldemappe med påklædningsdukker + mange andre fine ting, som fortæller historien om et barns verden i 50´erne.
Jeg blev taknemmeligt glad. Her var der en vigtig dokumentation for emnernes tid og sted, og man behøver ikke megen fantasi for at se den lille Elisabeth sidde og lege med sine påklædningsdukker, mens tankerne sikkert har vandret hid og did, som de skal hos børn.

Klik for større billede

Netop årstal er det ofte svært at fastlægge, når det gælder emner som påklædningsdukker  – og glansbilleder for den sags skyld – og udklipsark i almindelighed. Man kan ofte spore sig ind på en produktions-periode, ud fra papiret/kartonens kvalitet, men det fortæller jo ikke hvilke år, der har været leget med emnerne.

Læg mærke til Lille Marie med de sorte sløjfer i håret.

Nogle af kjolerne har været trykt på datidens træholdige æskepap (Der så let knækker) og alligevel er der klippet nænsomt, Andre dukker og kjoler blev trykt på bedre, men meget tynd karton (For at kunne være i en kikse-rulle) og endelig var der mulighed for i ugeblade at finde en Marie-kjole.
Som så mange andre piger i 50´erne, har også hun selv tegnet og farvelagt kjoler på sider fra skolens skrivehæfte, på en tapetrest eller et læderpræget stykke indpakningspapir.

Alle dukker og kjoler blev opbevaret i en foldebog, som består af sammenklæbede numre af Brugsens månedsblad Samvirke fra , med Elsebeths første udgave af skrå-skriften: ”Vintertøj”etc.

Nu er næsten alle dukker fæstnet på ark med frimærkehængsler og scannet ind og lagt på Museum50.dk til glæde for alle,
der en gang har siddet som Elsebeth og glædet sig over Gerda Vindings fine kjoler.

fra v: En balkjole fra et tegneoplæg,1 kjole og to vinterdragter fra et ugeblad. Nedenunder 2 små kjoler på lædertrykt papir. En stor og lille lysegul kjole tegnet på en stump tapet.

Denne artikel viser ikke en fuldt omfattende samling af kjoler, idet man anser det for givet, at Gerda Vinding tegnede over 230 kjoler, men den er en fuldgyldig dokumentation for, hvordan man i et enkelt hjem, hos en lille pige klippede ud og klædte dukkerne på, gemte og passede på – og Elsebeth forsøgte, som sikkert også mange andre små piger gjorde, at fremstille – kreere – nye kjoler med blyant og Filia farvekridt

Bortset fra lille Marie med sorte sløjfer i håret, der er fra perioden 1945 – 50, så er de her viste Marie´er fra tiden efter 1950, hvor Gerda Vinding placerede dukkerne i tiden, ved at ændre ændre dukkernes udseende med kort blondt hår og rød sløjfe i håret.
Kønne er de, men måske mere vigtigt. Der er ingen af de 3 dukker der ser ud, som om de er tabt bag en vogn.

Som Birgitte Glob og Mette Winge skriver i ”Pigedrømme – danske påklædningsdukkers historie”: (Citat): ”Efter krigstidens modepause, begyndte de parisiske modeskabere igen hvert år at udsende nye modediktater med ændrede længder og nye snit.
Den ny kvindelighed blev omhyggeligt gengivet i de danske påklædningsdukkers garderobe, og det lykkedes for hovedparten af de dygtige tegnere at give selve dukkeskikkelsen karakter og udstråling. Uden tvivl var det netop denne holdning til tilværelsen og ønsket om selv at bestemme, de danske små piger faldt for.” (Citat slut)

Dukke Hanne

I Elsebeths foldebog lå også nogle udklip fra ugebladet “Landet” (Årstal endnu ikke konstateret) med dukke Hanne
og tilhørende beklædning.

 

Påklædningsdukker 2 afsnit: “Som i et eventyr”

 Oppe i Himmerland skulde et gammelt skorsten væltes. Det blev væltet – og mellem mursten og gammel mørtel lå en slidt telefonbog fra 1957. Den havde ligget inde mellem isolering og mursten og haft det varmt. Telefonbogen blev lempet fri af støv og mursten, og ud faldt en samling påklædningsdukker med tilhørende beklædning.

Klik for større billede

Hvad de enkelte dukker hedder og hvem der har tegnet dem, har der ikke været tid til at finde ud af, men et løseligt skøn siger, at dukkerne i tid spreder sig over perioden 1955 til 1965, men det må stå sin prøve – en dag til vinter, når regnen siler ned.

Den lyserøde kjole trænger til vask !
Et lille udvalg (ud af ca. 30) hjemmekrationer.

Marilouise

I telefonbogen lå også en samling udklip fra et ugeblad + en påklædningsdukke i karton. Som det ses af kartonrammen er denne påklædningsdukke fra julen 1963.

 

Påklædningsdukker 3. afsnit. Marie-kiksens historie:

 

 

Påklædningsdukker 4. afsnit. Om tegneren Dorte Kortzau (1914 til 1978)

Dorte Kortzau er en af de mange tegnere der gav påklædningsdukkerne liv, og vi har på museet en samling fortællinger af H. C Andersen, som hun har fortolket i streg.
Dorte Kortzau blev uddannet på Rostrup Bøyesens Tegneskole og på Tegneskolen Studio. Derefter fast job i reklameafdelingen på Berlingske tidende indtil 1943 og derefter freelance.
Var leverandør af tegninger til ugebladene Søndags BT, Alt for Damerne, Flittige Hænder, Tidens Kvinder og Politiken, og blandt opgaverne var også bogomslag, modetegninger, påklædningsdukker, kravlenisser, glansbilleder og meget populære postkort med danske forlkedragter som motiv.-
Kilde. Bl.a. Per Sørensens hjemmeside- Danske Postkortkunstnere

Dorte Kortzau tegnede den første udgave af Store Marie og Lille Marie i 1940.
Desværre er det endnu ikke lykkedes Museum50, at anskaffe dette ark.

Dorte Kortzau´s sidste opgave, var nogle meget smukke og humorfyldte illustrationer til nogle af H. C. Andersens eventyr, der var med som bilag i ugebladet “Hendes Verden” i 1978.
Dorte Kortzau´s lette farvelægning, uhøjtidelige streg og glimtet i øjet gør hende til en af tidens bedste tegnere.
Hvor mange historier Dorte Kortzau nåede at illustrere, er uvist for Museum50, men vi ejer 6 hæfter (foldede helsider fra ugebladet.)
Da H.C.Andersens historier har forskellig længde, er de fleste hæfter på 12 og en enkelt på 8 sider, med fra 8 til 6 illustrationer inde i hæftet og med for- og bagomslag som en hel illustration.


Tagged , , , , , , , , ,

2 thoughts on “Påklædningsdukker

  1. En del af dine påklædningsdukker er tegnet af Christel – og er et pænt stor samleremne i vore dage. Der er de tre teenagere øverst på siden og nogle stykker i den blandede landhandel. Christels streg er også meget let genkendelig.

    1. Hej Unustus
      Tak for kommentaren – og undskyld det sene tidspunkt – jeg er så uvant med kommentarer.
      Bedste hilsner.
      Museum.50

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright musum50 2015