Marianne 15 år

Museum50 Marianne 15 år

Marianne 15 år

Familien Nielsen består af fiktive personer, men de er ikke fri fantasi, for de er jævnaldrende med min mor og hendes venner, men før jeg kan skrive deres historie må jeg have de ting i hænderne som de havde i hjemmet. jeg må læse de samme aviser og ugeblade, som de læste og jeg må sætte mig ind i den verden, som de er omgivet af, for at fornemme hvordan de talte, følte og tænkte. Derfor samler jeg for hver artikel jeg skriver stadigt flere brudstykker af det mønster (for nu at bruge en titel af Soya) der til sidst danner Niels, Martha, Marianne, Poul, lille “Søs” og Den gamle Jens Nielsen.

Her bringes artikler og ung-pige-moden samt sy og strikkeopskrifter.
Om Konfirmation
og det efterfølgende arbejde som husassistent.
Om pigebøger
Om “den nye musik” “Rok og rul”.
Seksual-undervisning, eller rettere den manglende …
Og om det nye begreb “Teenager

 

Første juledag.
Mariannes har sat sig ved spisebordet, for hendes mor har sagt, at hun serverer til hverdag “nede hos sagførerens”, og det er rigtigt for man skal ned ad bakken for at komme til Algade, og Marianne sidder og nyder, bare det at sidde. Hun skubber skoene af og mærker køligheden trække fra gulvets tykke planker op gennem tæppet.

Martha kigger ind, tørre hænderne i forklædet og åbner den nederste skuffe i Skænken, henter en foldemappe frem og lægger den foran Marianne: “Vil du ikke have den nede på værelset?”
Marianne ser forbavset op på sin mor, og mærker en forurettelse spire i brystet: “Må den ikke være her?”
“Jo, selvfølgelig. Vi skal nok passe på den, hvis det er det du vil”.
Køkkendøren lukker sig, og igen høres skramlen fra køkkenet.
Marianne kaster et blik ind på sin far i lænestolen, men han sidder og tænker, kan hun se. Alligevel: “Far´e!
Niels ser op, lidt forvirret, og nikker til Marianne.
“Hvorfor kommer mor med den?” Hun griber om foldemappen med påklædningsdukkerne,
Hendes far smiler til hende: “For at du selv skal bestemme. Tror du ikke?”
Marianne ser ængsteligt på sin far: “Jamen far. Jeg er jo kun i huset. Ikke? Jeg er jo ikke ved at flytte hjemmefra. Vel?
“Det regner jeg da ikke med”, svarer Niels og griber sin pibe.
Marianne er beroliget og sender sin far et sideblik, men han sidder bare med et lille smøret smil.
“Far altså”.
Marianne bladrer i foldebogen med de udklippede dukker og de mange fine kjoler, og stryger nænsomt hen over de skrøbelige udklip. Lukker forsigtigt hæftet og bemærker at datoen på ugebladet, som i sin tid blev til foldebog, er flere år gammel. Ja, næsten mange år. 6 år.
Jamen så længe siden er det jo ikke, tænker hun for sig selv. Jeg kan jo stadigt huske dukkerne og alle kjolerne.

Martha stikker hovedet ind ad køkkendøren og en varm damp og duft af lunet steg og varm leverpostej fylder spisestuen.
Niles lægger piben fra sig, forsøger at nynne en julemelodi, men opgiver og henter tallerkener fra skænken: “Jeg er også hunde-sulten.” lægger den første tallerken på bordet og ser hen over Marianne til sin kone og smiler.
Marianne vender sig og når lige at se sin mor lægge hovedet lidt på skrå og svare igen med et lille smil og et skuldertræk.
Far og Mor kan rigtigt li´ hinanden, tænker Marianne med undren, og selv om det ikke har noget med far og mor at gøre, så synes hun at foldebogen med påklædningsdukkerne skal blive her. Hun rækker foldebogen med et fast blik på sin far, der lige har placeret den sidste tallerken: “Far. Vil du være sød at lægge foldebogen på plads.


Copyright musum50 2015