Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag!

Museum50 50érne ! Hvorfor ? Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag!

Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag!

Skrevet af Museum 50

Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag!
Selfie fra 1947 til 1969
Tekst og fotos:Erik Pontoppidan

Jeg er født i 1947 og har altså været barn i 1950-erne. Når jeg ser tilbage på dette årti, så er jeg dybt fascineret over, at der på så forholdsvis kort tid kan ske så store ændringer i samfundet. Set i historisk perspektiv er 50-60 år jo ingenting, men man kan undre sig over, at det er det samme land, man levede i dengang.

Om jeg længes tilbage? Både ja og nej. Ja, fordi man dengang var barn og havde hele livet for sig. Men som voksen? Nej, aldrig i livet! 50-erne var en tid fyldt med småborgerlighed, bornerthed, autoritetstro, snobberi, klasseforskelle og rigtig meget ægte fattigdom. Børneopdragelse i moderne forstand eksisterede ikke, eller sagt på en anden måde: Det eneste mål med vores opdragelse var, at vi som børn kunne leve op til de voksnes forventninger. Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag! Bevares, nogle børn fra især mere bevidste og veluddannede familier har sikkert fået en sund og tænksom opdragelse, men det hørte til undtagelserne. Men man behøver hverken at være sociolog eller professor for at forstå, at 50-erne var det ideelle rekrutteringsgrundlag for oprøret fra 68-generationen!

Alligevel er jeg selv dybt fascineret af 50-erne som tidsepoke på baggrund af vores egen tid, først og fremmest fordi jeg er født i 1947 og derfor selv har oplevet dem. Jeg kan stadig blive berørt af at se en gammel Morten Korch-film, fordi den skubber til noget inden i mig. Som barn boede jeg i lange perioder på Vestmøn, og når jeg tænker tilbage på min barndom, så lignede livet på bondegårdene til forveksling det, man ser på filmene: Hestetrukne høstmaskiner, duften af nyhøstet korn, roehøsten i efterårsferien, malkning af køerne, gennemsigtige mælkeflasker af glas, gamle Ford-biler og meget andet. Jeg har set det hele selv. Og når skuespillerne i de gamle film ofte taler, som kun dronning Margrethe eller prins Joachim gør det i dag, så finder jeg det ikke unaturligt. For sådan talte man faktisk dengang i middelklassen. Det talte sprog – for slet ikke at tale om det skrevne – var konventionelt i en grad, som er svært at forestille sig i dag. Læs f.eks. nogle artikler i Dansk Husmoderleksikon fra 1948. Her er sprogtonen og stilen mindst lige så interessant som indholdet. Men bortset fra det, så tror jeg, at alle mennesker har en bevidsthed om deres eget barndomsland, som bundfælder sig og følger dem gennem hele livet som en fast referenceramme i deres liv.

Som 7-årig drømte jeg om at blive lokomotivfører. Det blev dog ved tanken, men drømmen blev udlevet på andre måder. Som f.eks. her ved mit elektriske Märklin-tog i vores lejlighed på N.J. Fjords Alle 2 på Frederiksberg. Eller nede på gaden, hvor jeg sammen med min legekammerat Niels Gosvald tegnede kilometervis af togskinner på fortovet. Billedet er fra starten af 1960-erne.

Som syvårig var min store drøm at blive lokomotivfører. Tog og sporvogne var min store interesse. Dengang havde jeg en legeonkel i min farmors anden mand, som var barnløs og derfor kastede sin kærlighed på mig. Sammen med onkel Viggo kørte jeg rundt i byen i timevis med de københavnske sporveje og S-tog. Og når vi skulle besøge onkel Åge og tante Johanne i Klampenborg, var turen derud med S-toget fra Frederiksberg den helt store oplevelse. De gamle S-tog fra 1930-erne havde den fantastiske finesse, at man kunne sidde i den forreste vogn og have den samme udsigt som togføreren. Men ikke nok med det. Onkel Åge var ingeniør ved DSB og boede derfor i en lejlighed på første sal i stationsbygningen i Klampenborg. Der kunne jeg sidde ved vinduet det meste af eftermiddagen og betragte de mange tog, som passerede stationen. Togene til og fra Helsingør var de mest interessante, for de var de længste, og de store damplokomotiver var langt mere eksotiske end S-togene. I hele mit voksne liv har jeg været bidt af at rejse, så man kan sige, at symptomerne på dette allerede viste sig i midten af 1950-erne. Sammen med en legekammerat tegnede vi kilometerlange togskinner med kridt hjemme i vores gade på Frederiksberg, og trafikken på sporene foregik med hjemmelavede legevogne bygget af sæbekasser eller lignende.

Jeg er enebarn og har derfor nok fået mere opmærksomhed end gennemsnittet. Jeg boede med mine forældre i en lejlighed på N.J Fjords Alle 2 på Frederiksberg nær Landbohøjskolen. Min far og mor var enormt forskellige af sind. Far var overtoldassistent med en beskeden indtægt, men jeg tror, at han kedede sig gudsjammerligt på jobbet, og det var hans fritidsinteresser, som var det egentlige indhold i hans liv. Han var en meget dygtig pianist og spillede hver dag på vores Hornung & Møller-klaver i lejligheden, så det kunne høres i store dele af gaden. Og så læste han til translatør i fransk. Han døde af lungekræft allerede som 40-årig, da jeg var 12 år gammel, og det har helt sikkert sat sig mange dybe spor hos mig, som jeg endnu ikke er helt bevidst om. Men som far var han ikke særlig synlig og bestemmende over for mig.

Min mor var strengt opdraget i en borgerlig familie, som var meget autoritetstro, og det kom til at præge mig på godt og ondt. Det var vigtigere for hende, hvilket indtryk jeg gjorde på andre mennesker, end hvordan jeg blev opdraget, og jeg blev konstant irettesat næsten ligegyldig hvad jeg foretog mig. Men på hendes ældre dage forandrede hun sig meget, og som voksen endte hun med at blive en central person i mit liv.

Jeg holdt utrolig meget af min farmor (Ella Rondahl, født Hove), og da hun døde i 1969 følte jeg, at min barndom var definitivt slut. Farmor prøvede ikke at lave mig om, men accepterede mig som den, jeg var, og jeg slappede altid af i hendes selskab. Hun var en særdeles aktiv kvinde lige indtil hendes sygdom og død, og i hele hendes liv nød jeg at komme i hendes store lejlighed på Brandes Alle 8. Til mine stjernestunder i min gymnasietid hørte den obligatoriske eftermiddagste med hjemmebagte boller, når jeg fik fri fra skolen.

Min farmor og onkel Viggo boede i nabogaden kun fem minutters gang fra mit hjem, og jeg benyttede enhver lejlighed til at besøge dem i deres store lejlighed på Brandes Allé. Der fik jeg nemlig lov til alt det, jeg ikke måtte derhjemme. Møblerne kunne bruges som byggeklodser, og onkel Viggo var villig til at lege med på næsten hvad som helst. Onkel Viggo kom fra en velhavende købmandsfamilie i Køge, og han gjorde det muligt for min farmor at leve et ekstravagant liv med stor gavmildhed. En gang om måneden holdt hun ”Åbent hus”, hvor alle i familien kunne komme og spise en overdådig middag, med kvalitetsvine skænket i krystalglas. Og hver sommer i en periode i 1950-erne lejede hun et stort fiskerhus i Tisvildeleje, med direkte adgang til Kattegat. Mine ferier der hører til de lykkeligste perioder i min barndom.

I det hele taget havde jeg stor glæde af mine bedsteforældre, da jeg var barn. Min mormor og morfar boede på Vestmøen, og der tilbragte jeg lange perioder med stor kærlighed og omsorg. I modsætning til Tisvildeleje var Møn i 1950-erne det ægte, ”uspolerede” Danmark med hestetrukne høstmaskiner, duften af nyhøstet korn, roehøst i efterårsferien, malkning af køer og autentiske landmænd, som til forveksling lignede dem fra de gamle Morten Korch-film. Morfar var toldvagtmester ved Hårbølle Havn, et idyllisk fiskerleje ved Grønsund på Vestmøn. Hans arbejde bestod i at opkræve havnepenge af de besøgende skibe, og han havde også ansvaret for, at de tre fyr ved det smalle farvand mellem Falster og Møn fungerede tilfredsstillende. Han var meget stolt af sit job. Både han og mormor kom fra en arbejderfamilie i Horsens, og for dem var en tjenestemandsstilling i Toldvæsenet toppen af en karriere. Morfar havde altid sin flotte, hvide kasket på, når han var på arbejde, og han følte sig som en lille konge blandt fiskerne og landmændene på egnen. Selv stortrivedes jeg på Møn, hvor jeg ofte boede flere måneder ad gangen. Østersøen, Grønsund og det smukke, mønske landskab omkring Fanefjord var for mig et uudforsket land, som kun ventede på at blive opdaget. Og min mormor havde en utrolig fantasi. Hun kunne fortælle historier i timevis, som hun bare rystede ud af ærmet til lejligheden. Som deres eneste barnebarn fik jeg al den kærlighed og omsorg, jeg kunne ønske mig

Udover de ”åbne huse” viste min farmors gavmildhed sig også på andre måder. I sommeren 1959 forærede hun mine forældre og mig en rejse med tog til Ventimiglia ved den italienske riviera., hvor hun selv var med. Det blev min allerførste udlandsrejse, hvis man ser bort fra korte svipture til Helsingborg og Landskrona med mine forældre. Så det var unægtelig lidt af et kvantespring at rejse til Italien. Jeg glædede mig vanvittigt til turen. Så meget, at jeg brækkede mig i toilettet på afrejsedagen, så taxaen til Hovedbanegården måtte vente. Jeg havde fået fortalt fantastiske historier om bjerge, sovevogne, tunneller, varmt klima, eksotiske planter og andet godt til stimulering af fantasien og rejselysten. Dengang var der langt mere eventyr over en togrejse end i dag, også i Danmark. Jernbaner i 50-erne var noget, man kunne høre, føle og lugte i langt højere grad end i nutidens syntetiske metalhylstre. Flyrejser i 50-erne var næsten ubetalelige for menigmand, så derfor var togrejser dengang den helt almindelige transportform, hvis man skulle rundt i Europa.

Turen til Italien blev en øjeåbner, som fik stor indflydelse på mit senere liv som rejsefreak. Et af dens højdepunkter var togrejsen gennem Schweiz. Jeg havde aldrig før set bjerge i virkeligheden, og pludselig var de der i fuld størrelse uden for togvinduet. De magiske udsigter op til sneen og den tavse gletscherverden, turen gennem de kilometerlange tunneller, de brusende floder og vandfald, de halsbrækkende jernbanebroer, de store elektriske lokomotiver, som elegant trak de meget lange togstammer gennem landskabet. Den lange Sankt Goddhard-tunnel på 15 kilometer, som klimatisk set var skillelinien mellem Nord- og Sydeuropa. Regn og kølighed på den ene side og sol og varme ved udgangen af tunnellen. Det hele var bare fantastisk.

Vi boede i cirka 3 uger hos en privat familie i Ventimiglia. I slutningen af 1950-erne var Italien oplevelsesmæssigt og prismæssigt på linie med tredjeverdenslande i dag. Der var meget eksotisk, men der var også meget ægte fattigdom. I dag skal man rejse meget længere væk for at opleve noget, der er lige så fremmedartet som dengang. Men efter turen til Ventimiglia blev rejser og især vandreture i høje bjerge en uundværlig livsform, som kom til at præge mig resten af livet.

Så i det store og hele har jeg haft en god og tryg barndom. Dette blev godt og grundigt ændret, da jeg som 17-årig startede i første G på Sankt Jørgens Gymnasium på Frederiksberg.. Når jeg kigger på de gamle klassebilleder, får jeg lyst til at spejle mig i forfatteren Carsten Jensens udtalelser i et interview med ham i ”Gymnasieskolen” (september 2013), hvor han bliver spurgt om, hvad han husker bedst fra sin tid på Aalborghus Gymnasium:

“Elendigheden. Det er de tre værste år i mit liv. Uden sammenligning. Jeg befandt mig midt i verdens mest kvalfulde pubertet, og hver celle i mig skreg på opmuntring, bekræftelse, et eller andet lille bevis på, at der var en fornuftig grund til, at jeg befandt mig på denne smålurvede planet i galaksens glemte hjørne”.

Tagged , , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright musum50 2015