Fra fattigmandsliv til velfærdssamfund

Museum50 Fra fattigmandsliv til velfærdssamfund

Fra fattigmandsliv til velfærdssamfund

”Fra fattigmandsliv til velfærdssamfund”
af fhv. borgmester Wolhardt Madsen. Skive

Når man har for vane at dykke ned i enhver bog, som har noget på hjerte om det område, der interesserer Museum50, så får man mange gode oplevelser, og nu og da en personlig beretning fra den person der stod midt i det, altså ”ord fra hestens mule” og mumler ”yes”.
Sådan var følelsen, da jeg i Salling Banks jubilæumsbog fra 1976, blandt mange spændende indlæg nåede til et afsnit med titlen:
”Fra fattigmandsliv til velfærdssamfund” af fhv. borgmester Woldhardt Madsen.
Med venlig tilladelse fra Salling Bank har jeg fået mulighed for at udtage afsnit og sætte dem sammen til en beretnig om den periode, der er væsentlig for Museum50. Stor tak til Salling Bank for tilladelsen.

Biografiske noter om Woldhardt Madsen:
Woldhardt Madsen (27.9.1902 — 20 .3.1983 ) er opvokset i Skive (Østergade) i et hjem med 11 børn. Han kom i lære som trykker på Skive Folkeblad, og blev indvalgt i byrådet, da Socialdemokratiet fik flertallet i 1929. Dette flertal valgte fra deres midte Valdemar Johansen til borgmester. Da Valdemar Johansen havde mange vigtige poster i kooperative virksomheder, ønskede han efter 7 år at fratræde borgmesterposten, og gruppen valgte i 1936 Woldhard Madsen til Borgmester. En plads og en opgave han bestred indtil 1967. Altså i 31 år.

Fra artiklen i ”Blæsten går frisk…”
”Fra fattigmandsliv til velfærdssamfund.”

Citater:
1:
”Skive var i årtier en meget fattig by. Jeg er opvokset i Skive, i et hjem med 11 børn, og det kunne være vanskeligt at holde sammen på skillingerne, selv om der blev sparet og spinket efter alle kunstens regler.

Jeg husker fra vort hjem i Østergade, hvordan vi kun ved ganske særlige lejligheder fik lov til at tage vort læderfodtøj på. Det skete bl.a. når vi skulle til eksamen eller afslutning i skolen. Men når vi kom hjem, var det bare om at få træskoene på igen. Der skulle ikke slides unødigt på de fine lædersko.

Og sådan var det i talrige af byens hjem. Der var ikke noget at rutte med. Skete de så, at arbejdsløsheden holdt sit indtog, ja, så var det først galt. Jeg ved godt, at man ikke skal sammenligne tiderne i tyverne og trediverne med forholdene i halvfjerdserne, og jeg er den første til at beklage de ulykkelige følger af den nuværende store ledighed.
Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, hvordan forholdene var dengang. Well – priser og lønninger var anderledes, men man skal alligevel nok have oplevet tingene for helt at kunne forstå, hvor meget bedre vi – i hvert fald rent materielt – har det nu. Dengang var en understøttelse for en ugift 12 kroner og for en familieforsørger 19 kroner plus et tillæg pr. barn – om ugen! Og af dette beløb skulle der også betales husleje.”

2.
”Som det i hine tider gik i hjemmene, sådan gik det også for kommunen. Begge steder måtte man vende femøren en ekstra gang, før den blev givet ud.

Skive havde dengang – i tyverne og trediverne – den tvivlsomme ære at ligge i toppen med skatteprocenten og i bunden med gennemsnitsindkomsterne. Der var kun penge til det allernødvendigste.

Jeg synes, der er sket lidt af et eventyr i Skive. Når jeg tænker tilbage på min barndom og ungdom, kan jeg næsten ikke fatte, at en by kan undergå så store forandringer. Jeg husker de små fortrykte huse, som Skive havde så mange af, specielt i Sønderbyen, de toppede brosten i bymidtens gader og de opblødte grusveje udenfor. Asfalt var et ukendt begreb i den forstand, at man ikke havde råd til at lægge den på. Der var gaslygter, som gamle anlægsbetjent Mogensen tændte hver aften.”

3.
”Valdemar Johansen havde været godt aflagt, og det samme var tilfældet med de nærmest foregående borgmestre, købmand Michael Nielsen og redaktør Carl Hansen, henholdvis konservativ og radikal. De havde ikke haft behov for nogen borgmesterløn, men fik et mindre beløb om året til repræsentation.

Da jeg så kom til – lille trykker fra Skive Folkeblad – blev byrådet jo klar over, ar der måtte laves om på systemet. Jeg kunne ikke klare at være både trykker og borgmester og skulle altså have en løn af kommunen.

Efter mange og lange drøftelser fandt byrådet frem til, at jeg skulle have 6.000 kr. om året. Det var lidt mere, end det jeg fik som trykker. Med der var ikke noget med repræsentationstillæg. Det indgik i årslønnen.”

4.
”Jeg måtte anskaffe mig en smoking, og det kunne budgettet nok bære. Men så blev jeg som byens borgmester inviteret til en fest i anledning af daværende overlæge ved Skive Sygehus Aage Nielsens udnævnelse til professor i Århus. Det skulle være i kjole og hvidt – det havde jeg ikke.

Jeg var egentlig mest stemt for at finde på en eller anden undskyldning og sende afbud, men det kunne også opfattes forkert. Enden på det hele blev, at jeg solgte én af mine to livsforsikringer. Det gav lige netop penge nok til den fine klædning.”

5.
”Mange har været så venlige at sige, at banegårdsflytningen i 1962, der satte gang i Skives industrielle udvikling, er min fortjeneste. Det er ikke ganske korrekt, eftersom jeg alene mand – omend borgmester – jo ikke kunne få noget igennem byrådet. Det må heller ikke glemmes, at der er et ansvar forbundet med dette projekt, al den stund den nye banegård i dag ikke har de samme funktioner, som da vi lagde planerne for 30 år siden. Ingen – heller ikke Statsbanernes egne planlægningsfolk – kunne dengang ane, at Vestsallingbanen ville blive nedlagt, at Sallingbanen er skrumpet ind til et par godstog om dagen, og at Langå-Struer-strækningen ikke mere er noget særligt aktiv for DSB.”

6.
”Forhandlingerne om en flytning fra Jernbanegade til Sønderbyen blev indledt i 1940, men de gik ret hurtigt i stå, for besættelsen gav ikke større muligheder for at iværksætte et projekt af den art.

Spørgsmålet blev taget op igen efter krigen, men først under minister Erik Eriksen i 1950 kom der gang i sagerne. Jeg ved ikke, hvor mange møder og forhandlinger jeg deltog i i den anledning, men det var mange. Thorkil Kristensen, som var finansminister, var ikke vildt begejstret for planerne, for de kostede staten en masse penge, og han bar jo ikke for ingenting tilnavnet “Thorkil livrem”.

På den anden side erkendte både han og regeringens øvrige  medlemmer, at skulle Skive ikke vedblivende leve i stagnation, måtte der ske noget, og planerne om banegårdsflytningen var så saglige, at regeringen vanskeligt af den grund kunne afvise dem – så meget mere som også Statsbanerne pressede på for at komme i gang med projektet.

Regeringen gav sig til slut. Måske var ministrene blevet kede af vort rend på Christiansborg og i “Den røde Bygning”. Jeg husker i hvert fald, at den konservative indenrigsminister Aksel Møller engang mødte én af vore delegationer med ordene:
“Gid f….. havde Skive banegård!”

7.
“Når jeg som tidligere kommunalpolitiker og borger i byen i 73 år fra min nu tilbagetrukne plads betragter forholdene i Skive, kan jeg kun glæde mig over den fortsatte udvikling under borgmester Peter Kjærgaards ledelse af bystyret og være lykkelig for, at jeg i min tid fik mulighed for at være med til at vende denne udvikling fra fattigmandssamfundet for 40-50 år siden til velfærdssamfundet i dag. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om denne kolossale forandring for byens (og landets) borgere har skabt lykkeligere mennesker. Nogle gange kan man nok få sine tvivl.

Men jeg ved i hvert fald, at jeg nødig vil have samfundet skruet tilbage til den tid, da rige var virkelig rige og fattige var virkelig fattige. Det var forhold, der ikke tjente fællesskabets sag, og man kommer nu længst i et samarbejde, når parterne er nogenlunde ligestillet.”
(Citater slut)

P.S: Også årene efter 60 er vedkommende læsning, blandt andet ”… de brydsomme forhandlinger” om at få Nørrejyske Artilleriregiment flyttet fra Århus til Skive !
Museum50 kan kun anbefale, at man læser Salling Banks jubilæumsbog fra 1976: Blæsten går frisk …

Om Skive Banegård:

For dem der ikke kender historien om Skive Banegård har jeg redigeret, i det bedste kort jeg har kunnet finde, for at vise problemet med den gamle banegård.
Den røde pil peger på stedet, hvor al trafik til og fra Havnen, Sallingbanen og Vestsallingbanen krydsede Østerbro / Jernbanegade, så bommene gik ned – op til 30 gange om dagen, hvilket måske ikke betød så meget i år 1900, men kom til at betyde en gevaldig gene i allerede i 1940.
At DSB også var trætte af stationen skyldtes at toget skulle bakke ud fra perronen, før den kunne svinge syd om byen mod Struer.


Copyright musum50 2015