Dukkernes verden

Museum50 Dukkernes verden

Dukkernes verden

På Museum50 har vi en stor samling dukker, dukkehuse og dukketilbehør. Alt sammen noget vi sætter pris på, fordi dukkerne er så typiske for 50´erne og bærer så tydelige præg af. at have været leget med.
Èn dukke har dog en særlig rolle i museets samling, og det er ”Dukke Farmor”, og hun står derfor i min stue, og når jeg nu og da har svært ved at forstå, hvorfor jeg bruger så mange kræfter på Museum50, så kigger jeg på ”Dukke Farmor”, og forstår: Den enkelte genstand, der med sin lille historie fortæller om kernen i den store historie.
OCH: Jeg mødte ”Dukke Farmor” på QXL, og blev interesseret, fordi fotografierne af dukken og tøjer var så nøje valgt, og så læste jeg den medfølgende tekst og var solgt.
Det har ikke været let for mig at beslutte at sætte denne dukke til salg. Hun var en gave fra min elskede farmor – og hendes navn bærer hun derfor på sin vis. Men jeg er nødt til at indskrænke, huset er ved at sprænges . . . . . Hun er selvfølgelig det, vi kaldte en glasdukke, og der har været leget meget med hende, hvilket såvel dukke som tøj bærer tydelige spor af. Min farmor syede hendes store garderobe, selv skoene.

Hun er vist 30-35 cm lang (glemte at måle hende), som sagt godt slidt, men stadig fuld af charme, synes jeg. Jeg har i mine yngre dage, hvor jeg ikke var så fingernem eller tålmodig, lavet en noget kluntet reparation i skridtet på hende, men den kan vel laves om. Hun har vist engang haft øjenvipper, men de er i så fald slidt af.”

OCH: Jeg fik dukken hjem, og efterfølgende har jeg korresponderet med dukkens indehaver, og her er nogle relevante kommentarer:

… hvor er jeg glad for, at min dukke skal til dig! Jeg tror, du kan sætte dig ind i, hvorfor det har været så svært for mig at skille mig af med hende. Men hellere sælge hende i håbet (eller nu visheden) om, at hun får et godt hjem, end risikere, at hun bare ender i en genbrugs, hvor hun måske ikke bliver købt af en, der rigtigt for alvor værdsætter hende. Det er hjerteblod – mest fordi jeg fik hende af min elskelige farmor . . . .

. . . . . Min farmor var fra Nykøbing Mors! Jensine Marie Larsen, f. 8. december 1878, d. 3. marts 1957. . . . . . min farmor flyttede desværre tidligt til København, så det var der, hun levede størstedelen af sit liv. . . . . hvordan en sej pige fra Mors klarede sig i København i ydmyge kår. Med et fortsat mildt sind, tog hun al modgang med oprejst pande. Og modgang var der utroligt meget af.

Da jeg blev født, havde min forældre allerede en dreng, min farbror to drenge, Hun selv fik kun drenge, så at der pludselig kom en pige, gjorde hende i første omgang meget skuffet, fortæller min mor. Men hun forligede sig med tanken, endte med at blive meget glad for pigen – og det gav sig så udslag bl.a. i dukken med dens righoldige garderobe.”

 


Dukkerne


Gennem hele det 19. århundrede var dukkerne en fast bestanddel i pigernes verden, selv om de ændrede udseende mange gange, fra porcelænsdukker med stofkrop til hele dukker i henholdsvis celluid, gummi og vinyl. Det er de sidste tre typer Museum50 interesserer sig for.

Læs hele historien om Dukkerne her

Copyright musum50 2015