50´erne var op ad bakke.

Museum50 50érne ! Hvorfor ? 50´erne var op ad bakke.

50´erne var op ad bakke.

Skrevet af Museum 50

Af Ole Celert Holmstrøm  (f: 1940)

Årene fra krigens afslutning i 1945 og frem til slutningen af 50´erne (1958?) var præget af den brede opfattelse i samfundet, at det var og måtte være en tid, hvor al fremgang var op ad bakke, med mange bump på vejen i form af pengemangel, krigs-rumlen og nære ulykker.

Det kan være svært at forstå denne kollektive beslutsomhed om at stikke næsen i plovfuren – og gå derud ad, når man i dag lever i et stærkt individualiseret samfund med en økonomisk (ulige fordelt) formåen – at et land – et folk kan have en fælles forståelse af, at man må arbejde hårdt for at få det bedre, og at man samtidig skal vise, at man har viljen til at distancere sig fra fortidens totalitære tanker og som folk vise, at man er et redeligt og ordholdent folk.

Alsangen i besættelsens første år er et eksempel på en fælles følelse, men første gang denne kollektive bevidsthed viser sig som, – ”nu er nok, nok” – finder sted i Odense den 29 juli 1943 og den 7. august i Esbjerg med en efterfølgende generalstrejke den 11 august. Tilsvarende gik det i flere byer op mod den 29. august, hvor tyskerne erklærede: ”Den udøvende magt er herved overgået til den tyske værnemagt”.
(kilde: ”De så det ske under besættelsen”)

Den 29 august 1945 skriver Dr. theol. Hal Koch en kronik i dagbladet ”Politiken” med titlen: “9. April – 29. August – 4. Maj”

I et enkelt afsnit fortæller han om stemningen, efter at han og andre var blevet interneret af tyskerne den 29 august 43:

Og saa skete der det mærkelige, at denne nye Voldshandling af næsten hele det danske Folk føltes som en Befrielse. Vi, der blev interneret paa Alsgade Skole, vil næppe glemme denne mærkelige Stemning. Ingen kunde vel helt frigøre sig for en vis Uro. De fleste er jo dog ikke mere Helte, end at de ogsaa tænker paa deres egen Skæbne. Men bag denne Uro laa der en stor Tilfredshed, ja, man kunde vist næsten sige Glæde, en Fornemmelse af, at det at blive interneret var et mere ærligt Udtryk for vort Forhold til Tyskerne end noget af, hvad vi hidtil havde oplevet. Nu var alt dansk Styre ophørt. Og saaledes var det godt. Jeg mindes endnu tydeligt den Forfærdelse, der greb os, da der udefra trængte Rygter ind om, at man forhandlede om Dannelse af en ny Regering – og den Befrielse, det var at faa disse Rygter afkræftet.”
(Citeret fra Danmarkshistorien.dk)

50´erne er en anden tid, end krigen, og problemerne er af en anden art, men der ligger også fra 50´erne begyndelse en fælles uformuleret bevidsthed, som siger, at vi skal nå videre, nå mere og bedre ved en målrettet indsats. Det er i det lys, man skal se hospitals-skibet ”Jutlandia”s betydning for danskerne. Også Danmarks opbakning til befolkningen i Ungarn efter opstanden fra den 23. oktober til den 4. november 1956, ligesom modtagelsen af de ungarske flygtninge er udtryk for en fælles holdning. Og sådan var det også med den sorg, der greb den søfarende nation Danmark, da grønlandsskibet ”Hans Hedtoft” forsvandt fra havets overflade mellem Grønland og Island den 30 januar 1959.

Ikke at danskerne bare fulgte regeringen i alt. Der var en bred folkelig opbakning til protesterne mod de fortsatte vare-restriktioner og rationeringer, og der var stor styrke bag arbejdernes nej til overenskomstforslaget i 56, samtidig med at der var en folkelig forståelse for statens indsats i bekæmpelsen af Tuberkulosen og i kampen mod Børnelammelsen.

Efter krigen opstod der en ret udbredt bestræbelse på, at landet Danmark, skulle vise sig som en nation, man kunne regne med. Regeringen svingede focus bort fra Tyskland (Man sagde ikke farvel!) og forsøgte sig med et nordisk samarbejde, og endte med at knytte sig nærmere USA. Noget af en kovending, men befolkningen viste forståelse, for vi ville gerne det gode, (når det ikke kunne være anderledes) og blev medlem af FN og Nato, og kastede vores interesse på skibene Jutlandia og Galathea, gav opbakning til det ungarske folk og sendte vore soldater som “Blå baretter” ud i verden. Her var der noget, som vi med rette kunne være stolte af – selvfølgelig på en beskeden måde, men alligevel.

Som knægt den gang, føltes det i hvert fald som at være med i noget der var lidt større.

Hvorfor man så samtidig med denne ret-linede fremtids-rettede adfærd blev så puritanske, når det gjaldt seksuallivet, at kun de færreste børn og unge fik nogen væsentlig viden med sig ind i voksenlivet, når nu de voksne . . . Det var åbenbart bagsiden af den medalje.

Og i Vest-Nord-Vest?

I 50´erne var der stor forskel på det daglige liv i Vest-Nord-Vest-lige Danmark og livet i København. Jeg havde 10 års fødselsdag i januar 1950 og kom regelmæssigt på sommerferie hos familie i København i de knap 10 år, hvor jeg boede i Nykøbing Mors. og selv om familien flyttede til Herlev i slutningen af ti-året, så kom jeg jævnligt på besøg hos familien på Mors i de følgende år.

Jeg havde som barn en stærk følelse af, at både dagligdagen og livsholdninger var mere flimrende i København end i min barndomsby. Nu er det jo ikke dokumentation for noget som helst, men i forbindelse med Museum50 har jeg genlæst Malin Lindgrens bøger: ”Dagligdag i Danmark 1945-1985” og Paul Hammerichs ”Danmarkskrønike”, og det har forundret mig flere gange, at det de beskriver som deres oplevelser i København, er så mile-vidt fra den hverdag, jeg kendte som ung i Nykøbing. Måske er det ikke så mærkeligt, al den stund, at de begge kommer fra det der i 50 erne hed ”solide hjem”, og havde haft deres tilværelse som journalister i København.

Nu er det ikke for at dyrke Kjøvenhavneriet, men efter at være vendt tilbage til Jylland, må jeg erkende, at mange af de gængse holdninger der er her i Midtjylland, ligger langt fra de holdninger jeg kender så godt fra mine knap 50 år i København.

For jeg har ikke nogen erindring om, at den kollektive fællesfølelse, som jeg behandler i ovenstående artikel, holdt ret længe i København. Byen er – som sagt – for flimrende, medens jeg stadig (om end sjældnere) møder holdningen fra 50´er i vest-nord-vest: At man er karl for sin hat.

Det kan måske lyde som bagstræb, men det er det langt fra: Ved valget i 1947 fordelte stemmerne sig i Jylland således i runde tal: Socialdemokratiet: 313.000. Radikale: 43.000. Konservative: 87.000. Venstre: 333.000. Retsforbundet: 46.000. Kommunister: 33.000 og Dansk samling: 10.000. Hvilket siger noget om, at den demokratiske dialog ikke fejlede noget.

Og at Bodil Kock – en professorfrue og københavner – stillede op for Socialdemokratiet i Herning-kredsen i 1947 og blev valgt ind i folketinget, er bestemt ikke udtryk for nølen.

Måske er det så enkelt, at det jævnlige blik på agrenes årstids-bestemte udtryk, mere eller mindre giver dét fra sig: Lad os lige tænke os om en ekstra gang.

Å de´ ka´ da ik´vær´ så ring´”

Måske er det sådan, at den holdning, som stammer tilbage fra landbruget for 100 år siden, og som var en ledetråd for mange i 50´erne, stadig er gældende i det vestlige Jylland, og som kollektiv bevidsthed har en egen solidaritet.

Tagged , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright musum50 2015