Danmark i 50’erne

Museum50 Danmark i 50’erne

Danmark i 50’erne

Museums familien:
Museum 50 har som omdrejningspunkt en fiktiv arbejderfamilie i en mindre vest-jysk stationsby,
og vi møder dem nytårsaften, 31 december 1955.

50´erne var op ad bakke.

Årene fra krigens afslutning i 1945 og frem til slutningen af 50´erne (1958?) var præget af den brede opfattelse i samfundet, at det var og måtte være en tid, hvor al fremgang var op ad bakke, med mange bump på vejen i form af pengemangel, krigsrumlen og nære ulykker.

Det kan være svært at forstå denne kollektive beslutsomhed om at stikke næsen i plovfuren – og gå derud ad, når man i dag lever i et stærkt individualiseret samfund med en økonomisk (ulige fordelt) formåen – at et land – et folk kan have en fælles forståelse af, at man må arbejde hårdt for at få det bedre, og at man samtidig skal vise, at man har viljen til at distancere sig fra fortidens totalitære tanker og som folk vise, at man er et redeligt og ordholdent folk.

Alsangen i besættelsens første år er et eksempel på en fælles følelse, men første gang denne kollektive bevidsthed viser sig som, – ”nu er nok, nok – finder sted i Odense den 29 juli 1943 og den 7. august i Esbjerg med en efterfølgende generalstrejke den 11 august. Tilsvarende gik det i flere byer op mod den 29. august, hvor tyskerne erklærede: ”Den udøvende magt er herved overgået til den tyske værnemagt”.
(kilde: ”De så det ske under besættelsen”)

Den 29 august 1945 skriver Dr. theol. Hal Koch en kronik i dagbladet ”Politiken” med titlen: “9. April – 29. August – 4. Maj”
I et enkelt afsnit fortæller han om stemningen, efter at han og andre var blevet interneret af tyskerne den 29 august 43:

”Og saa skete der det mærkelige, at denne nye Voldshandling af næsten hele det danske Folk føltes som en Befrielse. Vi, der blev interneret paa Alsgade Skole, vil næppe glemme denne mærkelige Stemning. Ingen kunde vel helt frigøre sig for en vis Uro. De fleste er jo dog ikke mere Helte, end at de ogsaa tænker paa deres egen Skæbne. Men bag denne Uro laa der en stor Tilfredshed, ja, man kunde vist næsten sige Glæde, en Fornemmelse af, at det at blive interneret var et mere ærligt Udtryk for vort Forhold til Tyskerne end noget af, hvad vi hidtil havde oplevet. Nu var alt dansk Styre ophørt. Og saaledes var det godt. Jeg mindes endnu tydeligt den Forfærdelse, der greb os, da der udefra trængte Rygter ind om, at man forhandlede om Dannelse af en ny Regering – og den Befrielse, det var at faa disse Rygter afkræftet.”
(Citeret fra Danmarkshistorien.dk)

50´erne er en anden tid, og problemerne er af en anden art, men der ligger også her en fælles uformuleret bevidsthed, som siger, at vi skal nå videre, nå mere og bedre ved en målrettet indsats. Det er i det lys, man skal se hospitals-skibet ”Jutlandia”s betydning for danskerne. Også Danmarks opbakning til befolkningen i Ungarn efter opstanden fra den 23. oktober til den 4. november 1956, er udtryk for en fælles holdning, ligesom den sorg der greb den søfarende nation Danmark, da grønlandsskibet ”Hans Hedtoft” forsvandt fra havets overflade mellem Grønland og Island og den 30 januar 1959.

Men der var også bred folkelig opbakning til protester mod de fortsatte vare-restriktioner og rationeringer, samtidig med folkelig forståelse for statens indsats i bekæmpelsen af Tuberkulosen.

Efter krigen opstod der en ret udbredt bestræbelse på, at landet Danmark, skulle vise sig som en nation, man kunne regne med. Vi ville gerne det gode, og vores engagement i FN, vores skibe Jutlandia og Galathea, vores opbakning til det ungarske folk og vore udsendte soldater som “Blå baretter”, var noget, vi med rette var stolte af – selvfølgelig på en beskeden måde, men alligevel.
Som knægt den gang, føltes det i hvert fald som at være med i noget større.

Hvorfor man så samtidig med denne ret-linede fremtids-rettede adfærd blev så puritanske når det gjaldt seksuallivet, at kun de færreste børn og unge fik nogen væsentlig viden med sig ind i voksenlivet, når nu de voksne . . . Det er åbenbart bagsiden af medaljen.

Og i Vest-Nord-Vest?

I 50´erne var der stor forskel på det daglige liv i Vest-Nord-Vest Danmark og livet i København. Jeg havde 10 års fødselsdag i januar 1950 og selv om familien flyttede til Herlev i slutningen af ti-året, så kom jeg jævnligt på besøg hos familien i de følgende år. Modsvarende kom jeg også regelmæssigt på sommerferie hos familie i København i de knap 10 år, hvor jeg boede i Nykøbing Mors.

Jeg havde som barn en stærk følelse af, at både dagligdagen og livsholdninger var mere flimrende i København end i min barndomsby. Nu er det jo ikke dokumentation for noget som helst, men i forbindelse med Museum50 har jeg genlæst Malin Lindgrens bøger: ”Dagligdag i Danmark 1945-1985” og Paul Hammerichs ”Danmarkskrønike”, og det har har forundret mig mange gange, at det de beskriver er så mile-vidt fra den hverdag, jeg kendte som ung i Nykøbing. Egentlig er det vel ikke så mærkeligt, al den stund, at de begge kommer fra det der i 50 erne hed ”solide hjem”, og havde haft deres tilværelse som journalister i København.

Nu er det ikke for at dyrke Kjøvenhavneriet, men efter at være vendt tilbage til Jylland, må jeg erkende, at mange af de gængse holdninger der er her i Midtjylland, ligger langt fra de holdninger jeg kender så godt fra mine knap 50 år i København.

For jeg har ikke nogen erindring om, at den kollektive fællesfølelse, som jeg behandler i ovenstående artikel holdt ret længe i København. Byen er – som sagt – for flimrende, medens jeg stadig møder holdningen fra 50´er i vest-nord-vest: At man er karl for sin hat.

Det kan måske lyde som bagstræb, men det er det langt fra: Ved valget i 1947 fordelte stemmerne sig i Jylland således i runde tal: Socialdemokratiet: 313.000. Radikale: 43.000. Konservative: 87.000. Venstre: 333.000. Retsforbundet: 46.000. Kommunister: 33.000 og Dansk samling: 10.000. Hvilket siger noget om, at den demokratiske dialog ikke fejlede noget. Og at Bodil Kock – en professorfrue og københavner – stillede op for Socialdemokratiet i Herning-kredsen i 1947 og blev valgt ind i folketinget, er bestemt ikke udtryk for nølen.

Måske er det så enkelt, at det jævnlige syn på agrenes årstids-bestemte udtryk, mere eller mindre giver dét fra sig: Lad os lige tænke os om en ekstra gang.

” Å de´ ka´ da ik´vær´ så ring´”

Derfor er jeg af den mening, at den holdning, som stammer tilbage fra landbruget for 100 år siden, og som var en ledetråd for mange i 50´erne, stadig  er gældende i det vestlige Jylland, og som kollektiv bevidsthed har en egen solidaritet. ”Vi slås for det fælles – men vi gør det hver for sig” – men at første del af dette udsagn har været under hårdt pres siden 2008, kommer vi vist ikke uden om.


Copyright musum50 2015